Her kan du læse lidt om hvordan en fotografering foregår, hvordan du skal forberede dig og hvad der skal ske efterfølgende.

Forberedelse:

Inden fotograferingen snakker vi lidt om hvad du kunne tænke dig, og vi bliver enige om en lokation.

Hunden/hesten skal gerne være vasket/friseret eller på anden måde gjort klar til fotograferingen.

Hvis det er en hest der skal fotograferes, eller hvis du har mere end én hund der skal fotograferes, er det en fordel at have en hjælper med.

Fotograferingen:

Vi går lidt rundt på den udvalgte lokation, og finder lidt forskellige steder hvor vi fotograferer. Det er både for at få lidt forskellige omgivelser på billederne, men også for at dyret lige får en pause ind i mellem. Dyrene bliver bedt om noget som de ikke helt er vant til, og bruger meget energi på at finde ud af hvad det er vi vil have dem til. Derfor er det godt med lidt afbræk ind i mellem. Og masser af GODBIDDER eller yndlingslegetøjet hvis det er på den måde i plejer at rose hunden på.

Under fotograferingen guider jeg til hvor og hvordan dyret skal stå/sidde/ligge, og så holder jeg mig lidt i baggrunden mens jeg fotografere, for at dyret bliver mindst muligt forvirret. Det er min erfaring at det virker bedst at det er ejer der beder dyret om at gøre de ønskede ting, da det er ejeren dyret stoler på og er tryg ved. Og så kommer jeg med nogle lyde ind i mellem , for at få dyret til at kigge i kameraet på nogle af billederne.

Under fotograferingen snakker vi også lidt om hvor mange billeder du påtænker at købe, om du vil have digitale eller printede billeder etc. Jeg tager mine test prints med, så du kan se og mærke de forskellige materiale typer du kan få printet på.

Efter fotograferingen:

Efter fotograferingen redigerer jeg billederne. Dette kan tage lang tid, da det er vigtigt for mig at lave smukke og ekstraordinære billeder. 

Når billederne er færdige, sender jeg et link til dig, hvorfra du kan vælge de billeder du ønsker at købe. Hvis der er købt digitale printfiler, sender jeg et nyt link, hvor billederne kan downloades, når betalingen er overført. Hvis der er valgt printede billeder, sender jeg dem til print, når betalingen er overført.


Jeg gemmer billederne så lang tid som muligt, minimum et år, og også gerne længere (med mindre jeg får tekniske problemer). Så det er muligt at købe billeder ud i fremtiden, hvis du kommer i tanke om at der er flere du gerne vil have.

Astrid

error: Content is protected !!